Gudstjeneste ved konfirmandovernatning

Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Matthæus:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Hvordan er det perfekte menneske, og hvad ser jeg, når jeg kigger på mig selv, på sociale medier, i blade og ind i fjernsynet? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for os denne weekend, hvor det netop har været det, konfirmanderne, Louise og jeg sammen prøvede at blive både klogere og mere bevidste om. Det selvfølgelig sammen med massere af tid til afslapning, leg og også en enkelt film i går aftes, inden vi her i kirken faldt i søvn.

Dagens evangelium er noget helt specielt. For vi oplever noget, som ikke sker andre steder i Bibelen. I dag taber Jesus.

For tiden diskuteres i Folkekirke-Danmark spørgsmålet om, hvad den kristne dåb egentlig er for en størrelse: Hvilken betydning har det, når et barn, en konfirmand eller en voksen til drop-in dåb døbes? Er det allerede Guds barn før dåben, eller bliver det først Guds barn i dåben sådan, som det lyder i den indledende takkebøn i dåbsritualet? Hvis man kigger på den lutherske bekendelse, som danner grundlag for vores folkekirke, er der ikke så meget tvivl: Barnet bliver et Guds barn i dåben og i hvert fald ikke ét sekund før vandet rammer hovedet. Luther taler med ret hårde ord i den sammenhæng. Nogle steder i folkekirken bruges bekendelsen som sådan en slags både bål til at tænde faklerne og høtyv, som man kan bruge til at komme efter den, der ved et uheld måtte formaste sig til at give udtryk for noget andet end det i bekendelsen tilladelige, også i synet på dåben. Derfor er det også næsten med embedet som indsats, når jeg sidder på sygehuset og trøster den sørgende familie, hvor barnet uventet døde få timer efter fødslen, om der nu ikke var nogen som ville tage sig af hende, for de havde ikke nået at døbe. Hvad ville du svare i den situation? For mig, var svaret klart: Gud har bundet OS til dåben, men vi kan ikke binde ham til noget. Han har sagt, at vi skal døbe, men jeg kan ikke tro på en Gud, som er så smålig, at det er dét, som afgører, hvorvidt jeres datter bliver passet på nu eller ej. Og helt ærligt, så tror jeg, at man skal være en helt særlig form for kold, hvis man skulle kigge de sørgende forældre i øjnene og påstå det modsatte.

Jesus levede også med en slags bekendelse. Det er den som vi i dag hører. Den, der tilsagde ham, at han som frelser kun var sendt til de fortabte får af Israels hus, ikke alle mulige andre folkeslag. Hans opgave var ikke, at få de forhadte kanaanæere til at se lyset og frelsen. Kanaanæerne, som ethvert ordentligt menneske bestemt ikke ville have noget med at gøre. Så da kanaanæer-konen kom råbende rundt om hjørnet for at få Jesus til at hjælpe hendes datter, ja, så havde han bekendelsen i ryggen, da han ignorerede hende. Tre gange forsøger hun at få Jesus til at gøre noget – ja, sådan er mødre (og fædre), når deres barn er i fare – og så orkede han alligevel ikke at stå imod længere, bekendelse eller ikke bekendelse i ryggen. Jesus, selveste Gud tabte debatten om, hvem der kunne og hvem der skulle frelses. Den dag, der i grænselandet, mellem det kendte og det ukendte, det trygge og det farlige, mellem venner og fjender, omvendte han sig. Jesus gik på grænsen og overskred bekendelsens grænse. Og det var der kun en eneste grund til, at han gjorde: Kærlighed. For når Jesu, og Guds sande natur er kærlighed, kan han naturligvis ikke gå forbi et lidende menneske, en bange, insisterende mor. Lige meget om hun er ven eller fremmed.

Og lige netop derfor, er det en uhyre væsentlig fortælling, som vi i dag præsenteres for. Den er væsentlig, fordi vi sad ikke her i en kirke, hvis ikke Jesus var gået over bekendelsens, og sin egen grænse og havde hjulpet en hedningemutter. Hvis ikke Jesus den dag havde anerkendt, at også han kunne tabe, i den gode sags tjeneste – så var kristendommen måske aldrig nået til vores nordlige himmelstrøg – og så er den væsentlig, fordi den har et bidrag at yde ind i den samtale om dåben, som blusser op fra tid til anden, især i Kristeligt Dagblad, men som lige nu har fået særligt liv, fordi der også er nedsat en dåbskommission, som skal se, om der er nogle dele af vores dåbsritual som skal moderniseres.

For selvfølgelig bliver man et Guds barn i dåben. Den trøst og forvisning og glæde kan man leve hele sit liv på. Men det, at jeg ved, at jeg er et Guds barn, fordi jeg er døbt, siger jo ikke noget om, hvad de andre er, dem, der ikke er døbt. Jeg tror, at Luther er for hård i mælet, hvad disse forhold angår. Dåben er til for, at det døbte menneske ved, at han eller hun hører Gud til, og for at vi kan få lov til at få dåbens løfte fra Gud om at være hans barn bekræftet når vi om lidt, på kr. himmelfartsdag er samlet til konfirmation i Havrebjerg Valgmenighedskirke. Dåben er ikke til for, at Gud kan se, at det er en af hans børn.

 Dåben er til for menneskets skyld, ikke for Guds skyld. Det er det, vi kan læse ud af dagens evangelium.

Dåben forandrer ikke Gud i sit forhold til os som mennesker, skabte i Guds billede, men den forandrer den døbte, som kan leve i tro og tillid til Guds vilje.

For den vilje er kærlighed, selv over for dem, som lære/bekendelsen/de kloge ikke vil acceptere som f.eks. kanaanæerkonen. Lad os lægge både fakler og høtyve fra os, og finde hvile i, at Guds kærlighed – undertiden til vores forbavselse – er meget større og stærkere end diverse principper, vi kan tænke og opretholde, eller som mennesker kan forestille os, at støtte os til. Kærligheden duer ikke sammen med konsekvens, for den går altid langt over grænsen.

Amen.